Forside / Brand / Uddannelse / Bliv brandmand
Beredskabet i Danmark har tre former for brandfolk: frivillige brandfolk, deltidsbrandfolk og brandfolk på fuld tid. Hverdagen som brandmand er meget alsidig og består blandt andet af brandslukning, frigøring af fastklemte, specialtjeneste og meget andet.
For at blive brandmand i Danmark skal man gennemføre den såkaldte Indsatsuddannelse, som består af to hoveddele: Grunduddannelse Indsats (GUI) og Funktionsuddannelse Indsats (FUI). Før man starter, skal man have gennemført et 12-timers førstehjælpskursus godkendt af Dansk Førstehjælpsråd.
Grunduddannelsen (GUI) varer typisk 74 timer og gennemføres ofte som aften- og weekendundervisning. Den giver deltagerne grundlæggende færdigheder i brandbekæmpelse, redning og håndtering af farlige stoffer.
Funktionsuddannelsen (FUI) varer 148 timer og bygger videre på GUI. Her trænes deltagerne i mere avancerede opgaver som røgdykning, kemikalieindsats, teknisk udstyr og samarbejde i indsatsgrupper. Uddannelsen afsluttes med en praktisk prøve, som skal bestås for at kunne virke som brandmand.
Uddannelsen kan gennemføres som værnepligtig i Beredskabsstyrelsen, som deltids- eller frivillig brandmand i et kommunalt beredskab, eller gennem private aktører som Falck. Uanset vejen er indholdet det samme.
Efter endt uddannelse skal du deltage i 12 årlige øvelser af to timers varighed. Det er din lokale brandstation, der skal sørge for at afholde øvelserne. Som uddannet brandmand kan du blandt andet videreuddanne dig til holdleder eller indsatsleder.
Arbejdet som brandmand er hårdt både fysisk og psykisk. Det er derfor vigtigt, at du ikke lider af f.eks. klaustrofobi eller højdeskræk. Det er også vigtigt, at man som brandmand er i god fysisk form. Derfor er der flere steder fysiske krav, som skal opfyldes, før man kan blive brandmand.
Størstedelen af landets brandmænd er deltidsbrandmænd. Tilsammen har de kommunale beredskaber cirka 1.700 fuldtidsansatte brandfolk, 4.300 deltidsansatte brandfolk og 3.600 frivillige. Det vil sige, at de fleste kombinerer stillingen som brandmand med et fuldtidsjob. Det er derfor vigtigt, at din familie og din arbejdsplads er fuldt afklaret med, at du ved en alarmering til en udrykning skal forlade, hvad du er i gang med.
Falck har ganske få fuldtidsansatte brandfolk, og langt de fleste steder ansætter de kun deltidsbrandmænd. En stilling som fuldtidsbrandmand er meget eftertragtet, og du kan ikke regne med, at en stilling som deltidsbrandmand vil føre til en fuldtidsstilling.
– og få sidste nyt fra Reddernes Udviklingssekretariat