Ny formand for Reddernes Udviklingssekretariat
I september blev Flemming Overgaard valgt som formand for 3F Transport på 3F kongressen. Det betød, at der kom en ny forhandlingssekretær for redderområdet, og dermed en ny formand for Reddernes Udviklingssekretariat. Valget faldt på Jacob Guldberg, som mange reddere kender fra hans tid som formand for Reddernes Landsklub. Jacob er paramediciner, har solid erfaring fra redderområdet og har seneste været formand for 3F Thy-Mors.
Et skridt nærmere adgang til FMK
Ambulancereddernes manglende adgang til FMK (Fælles Medicinkort) har i mange år været en mærkesag for sekretariatet. I 2025 satte vi igen fokus på problematikken, blandt andet ved årets folkemødedebat, hvor Lea Wermelin (S) deltog. Derudover har vi løbende haft dialog med sundhedsordførere og regionspolitikere, herunder Kirsten Normann Andersen (SF) og Christoffer Buster Reinhard (K). Vi er kommet et vigtigt skidt nærmere i forbindelse med etableringen af Digital Sundhed Danmark. Vi fortsætter arbejdet i 2026 for at sikre bedre rammer for ambulancereddernes sundhedsfaglige opgaver.
Læs mere om den seneste udvikling med FMK her.
Nyt samarbejde om PTSD hos first responders
I år etablerede vi et stærkt samarbejde med FOA, Fængselsforbundet og Politiforbundet om PTSD og andre psykiske belastningsreaktioner hos first responders. Samarbejdet kulminerede i en konference på Christiansborg, hvor vi satte fokus på formodningsreglen, bedre forebyggelse, specialiseret behandling og politiske løsninger.
Læs mere og find vores publikation her.
Læs også Rikard Krogs historie i Fagbladet 3F.
Bedre sikkerhed på vejene
Sammen med Falck, SOS Dansk Autohjælp, Dansk Erhverv og Dækbranchen Danmark har vi fortsat arbejdet i TMA-alliancen for at forbedre sikkerheden for autohjælpere, hvor vi arbejder for et lovkrav om, at der skal sendes en TMA ud også ved planlægningsbare opgaver. I januar havde vi foretræde for Folketingets Transportudvalg, og i løbet af året har vi mødt transportordførere fra flere partier – herunder Kenneth Fredslund (DD), Thomas Jensen (S) og Peter Juel Jensen (V). I 2026 planlægger vi blandt andet et fælles møde med Arbejdstilsynet og Vejdirektoratet samt et nyt foretræde for Transportudvalget.
Læs mere om vores arbejde med TMA-alliancen her.
Ny podcast: Er du godt kørende?
I 2025 lancerede vi en ny podcastserie, hvor paramediciner Oksana Molin og ST-redder Camilla Ellegaard sammen med journalist Bille Sterll dykker ned i det præhospitale arbejdsmiljø. Foreløbig er der udkommet tre afsnit om:
- Forflytninger
- Vold og trusler
- Krænkende handlinger
Gåhjemmøder for siddende sygetransport
Vi har fortsat succesen med gåhjemmøder for redderne i den siddende sygetransport – med fokus på ergonomi og psykisk arbejdsmiljø. I 2026 inviterer vi til et nyt gåhjemmøde: Er der fair spil i den offentlige patientbefordring? Som vi afholder i Aarhus onsdag den 15. januar.
Tak for et stærkt 2025 – vi ses i 2026!
Vi ser frem til et nyt år med fortsat fokus på reddernes arbejdsmiljø, sikkerhed og sundhedsfaglige rolle. Tak til alle, der har bidraget til arbejdet i 2025.