Voldsomme, nogle gange direkte traumatiserende hændelser er dagligdag i visse erhverv. Det er en del af jobbet for politi- og fængselsbetjente, brandfolk og ambulancereddere. Undersøgelser viser, at op mod hver tiende udviser symptomer på PTSD. Og at mange flere er i farezonen.
Det får nu fire fagforbund til at tage affære. FOA, Reddernes Udviklingssekretariat i 3F, Politiforbundet og Fængselsforbundet ønsker at sætte yderligere fokus på arbejdsbetinget PTSD og andre belastningsreaktioner for mennesker ansat i højrisikojobs.
Udvid veteranaftalen
I november 2024 indgik regeringen den såkaldte veteranaftale. Aftalen er et led i forsvarsforliget og indeholder forbedring af forhold for forsvarsveteraner, bl.a. den såkaldte formodningsregel, hvor udgangspunktet er, at det formodes, at der er sammenhæng mellem hændelser under veteranens udsendelse og diagnosen PTSD.
I foråret blev beslutningsforslag om sidestilling af andre offentlige ansatte med veteraner fra Forsvaret behandlet i Folketinget. Behandlingen mundede ud i, at det nu skal afklares, hvem der arbejder i såkaldte højrisikojobs.
”Vi er slet ikke ude på at tage noget fra Forsvaret og er glade for, at de har fået en veteranaftale, men vi er nødt til at kigge på, at der skal tages et langt større ansvar fra staten og arbejdsgiverne, end der sker for vores faggrupper i dag”, siger Flemming Bjørn Overgaard, forhandlingssekretær i 3F Transport og formand for Reddernes Udviklingssekretariat i 3F.
Etablerer en erfagruppe for PTSD
For at sætte yderligere fokus på de særlige udfordringer, som ansatte i ambulance, politi, brand- og fængselsvæsen står over for i forhold til arbejdsbetinget PTSD og andre psykiske belastninger, etablerer de fire forbund nu en fælles erfagruppe.
Erfagruppen skal udveksle erfaringer, enes om strategier for bedre arbejdsvilkår og påvirke politikerne på Christiansborg. Beslutninger på PTSD-området skal træffes på et oplyst og erfaringsbaseret grundlag, for at skabe mere opmærksomhed omkring PTSD og andre psykiske belastninger. Der skal sættes flere politiske initiativer ind på området, og samarbejdet skal blandt andet resultere i en høring på Christiansborg til efteråret.
Læs den fælles pressemeddelelse her.